De oversete oversættere

Det generer mig voldsomt, når folk dør, inden de er gamle nok til at dø. Især når der er tale om forfattere, som man har været glad for at læse, for det betyder, at det er definitivt slut med leverancerne. Jeg oplevede det senest for et par dage siden, da jeg så, at Sue Townsend havde forladt denne verden i en alder af kun 68 år og kom til at tænke tilbage på alle de frydefulde timer, jeg har tilbragt i selskab med Adrian Moles dagbøger, som hun var så venlig at skrive og vedligeholde mine lattermuskler med. Jeg læste dem alle sammen på dansk – dejlig mundret dansk – og da jeg ikke lige kunne huske, hvem oversætteren var, gik jeg hen og fiskede Adrian Mole ud af reolen for at finde ud af det. Men nej. Hverken i kolofonen eller noget andet sted i bogen stod der et kvæk om, hvem der havde oversat, kun at bogen var oversat fra engelsk.

For mig er en god oversættelse afgørende for, om jeg nogen sinde ville komme igennem en roman på 840 sider.

Jamen, jeg ville gerne have sendt oversætteren en venlig tanke! Det var jeg afskåret fra, selv om det ret beset er oversætterens fortjeneste, at jeg har haft glæde af Sue Townsends bøger. Det kunne ligefrem være, at jeg havde lyst til at opsøge andre bøger, som denne oversætter har oversat. Kan det virkelig passe, at man skal ringe til forlaget for få det opklaret?

På den anden side er der ikke noget nyt i, at oversættere er et både underbetalt og overset folkefærd. Da Donna Tartts nye murstensroman Stillidsen udkom i sidste måned, bragte Politiken en meget lang og hundrede procent positiv anmeldelse og gav bogen seks hjerter ud af seks mulige. Jeg mindes ikke, hvornår det sidst er sket, hvis nogen sinde før. Oversætteren var godt nok nævnt i faktaboksen – det var den fremragende Annelise Schønnemann – men anmeldelsen forholdt sig ikke på nogen måde til, om oversættelsen var god eller dårlig til trods for, at det var den danske udgave af bogen, anmelderen havde læst. Hvor arrogant kan man være? For mig er en god oversættelse afgørende for, om jeg nogen sinde ville komme igennem en roman på 840 sider.

Og nu er spørgsmålet så, om jeg skal hænge Politikens anmelder ud med navns nævnelse, eller om det vil irritere ham mere ikke at få sit navn nævnt. Tror, jeg vælger det sidste.

P.S. Nej, jeg oversætter ikke bøger.