De oversete oversættere

Det generer mig voldsomt, når folk dør, inden de er gamle nok til at dø. Især når der er tale om forfattere, som man har været glad for at læse, for det betyder, at det er definitivt slut med leverancerne. Jeg oplevede det senest for et par dage siden, da jeg så, at Sue Townsend havde forladt denne verden i en alder af kun 68 år og kom til at tænke tilbage på alle de frydefulde timer, jeg har tilbragt i selskab med Adrian Moles dagbøger, som hun var så venlig at skrive og vedligeholde mine lattermuskler med. Jeg læste dem alle sammen på dansk – dejlig mundret dansk – og da jeg ikke lige kunne huske, hvem oversætteren var, gik jeg hen og fiskede Adrian Mole ud af reolen for at finde ud af det. Men nej. Hverken i kolofonen eller noget andet sted i bogen stod der et kvæk om, hvem der havde oversat, kun at bogen var oversat fra engelsk.

For mig er en god oversættelse afgørende for, om jeg nogen sinde ville komme igennem en roman på 840 sider.

Jamen, jeg ville gerne have sendt oversætteren en venlig tanke! Det var jeg afskåret fra, selv om det ret beset er oversætterens fortjeneste, at jeg har haft glæde af Sue Townsends bøger. Det kunne ligefrem være, at jeg havde lyst til at opsøge andre bøger, som denne oversætter har oversat. Kan det virkelig passe, at man skal ringe til forlaget for få det opklaret?

På den anden side er der ikke noget nyt i, at oversættere er et både underbetalt og overset folkefærd. Da Donna Tartts nye murstensroman Stillidsen udkom i sidste måned, bragte Politiken en meget lang og hundrede procent positiv anmeldelse og gav bogen seks hjerter ud af seks mulige. Jeg mindes ikke, hvornår det sidst er sket, hvis nogen sinde før. Oversætteren var godt nok nævnt i faktaboksen – det var den fremragende Annelise Schønnemann – men anmeldelsen forholdt sig ikke på nogen måde til, om oversættelsen var god eller dårlig til trods for, at det var den danske udgave af bogen, anmelderen havde læst. Hvor arrogant kan man være? For mig er en god oversættelse afgørende for, om jeg nogen sinde ville komme igennem en roman på 840 sider.

Og nu er spørgsmålet så, om jeg skal hænge Politikens anmelder ud med navns nævnelse, eller om det vil irritere ham mere ikke at få sit navn nævnt. Tror, jeg vælger det sidste.

P.S. Nej, jeg oversætter ikke bøger.

Glæden ved at gøre det forkerte

Jeg øver mig i at skrive. Det har jeg gjort det meste af mit liv, fordi det morer mig. »Writing is the most fun, you can have by yourself« er der engang én, der har sagt. Det kunne have været mig. Det næstsjoveste er at læse om, hvordan man skal bære sig ad med at skrive, og det er der mange, der er villige til at fortælle én. I går faldt jeg over 7 Rules for Writing Blog Posts That Get Read and Shared og fandt lynhurtigt fem fejl. Hos mig selv. Jeg har nu ikke tænkt mig at lave om på det.

Dette billede er helt overflødigt, men det pynter.

Her kommer reglerne og mine forsyndelser:

Fokusér på læseren. Det gør jeg aldrig. Jeg aner ikke, hvem der kommer til at læse, hvad jeg skriver, så jeg ved ikke, hvad han/hun bryder sig om at læse. Jeg ved kun, hvad jeg selv kan lide. Det prøver jeg på at ramme, så godt jeg kan. Hvis det ikke lykkes, skriver jeg det om, indtil det lyder mundret. Derfor læser jeg også altid teksten op for mig selv.

Tal med din egen stemme. Ja. Se ovenstående.

Lav en effektiv overskrift. Det skal forstås på den måde, at overskriften på én gang skal være fængende og i hovedtræk fortælle, hvad indlægget går ud på. Her kan jeg heller ikke være med. Jeg vil have overskriften til at afspejle tonen i indlægget, og den skal helst være lidt tvetydig, så den sætter nogle tanker i sving. Jeg er godt klar over, at en kontant, umisforståelig overskrift giver flere læsere end en mindre oplysende, elegant overskrift, men det er jeg ligeglad med. Jeg vil til hver en tid vælge det sidste. Det, jeg skriver, er tænkt som adspredelse, ikke som praktisk information, og man kan lade være med at læse det, hvis man ikke gider.

Brug et relevant foto. Vel vil jeg ej. Fokus skal være på teksten, og på mig virker billeder for det meste distraherende. Jo renere et skærmbillede er, jo bedre. Her er jeg uenig med de fleste, men det må de finde sig i. Hvis manglende billeder betyder færre læsere, må det være sådan. Det er som sagt teksten, jeg vil have dem til at interessere sig for. Alligevel kan jeg godt finde på at bruge et billede eller et grafisk element i ny og næ, bare for variationens skyld. Det er det, jeg har gjort højere oppe på siden.

Begynd med en personlig historie. Ja. Personlige historier er det, det hele drejer sig om. Hele vejen igennem, ikke kun som indledninger.

Skriv en overskuelig tekst. Med andre ord masser af lister, punkter, nummereringer og halvfede bogstaver. Det er grimt at se på, så jeg forsøger at undgå det, men det kan være nødvendigt ind imellem (som fx i dette indlæg). Et harmonisk skriftbillede er vigtigere end overskuelighed. Der er for resten heller ikke noget i vejen med lange sætninger, hvis de er rigtigt komponeret.

Gør det let at dele dine indlæg. Det ville jeg gerne efterleve, men igen vinder æstetikken over funktionaliteten. Knapper med Facebook- og Twitter-logoer er hæslige, så jeg må satse på, at eventuelle læsere får øje på den indbyggede, diskrete deleknap i kommentarfunktionen. Hvis ikke, går det nok alligevel.

Jeg gør altså kun to, somme tider tre ting rigtigt ud af syv, men det bliver ikke anderledes. Fordelen ved at skrive blog er, at man bestemmer selv. Godt nok viser min statistik, at der foreløbig ikke er nogen, der læser bloggen. Dem om det. Jeg skriver videre. Ufortrødent.

Bøger som brændstof

Dengang jeg dagligt sad midt i et absolut nødvendigt møde og kæmpede mod den snigende søvn, havde jeg en dagdrøm, som jeg hentede frem fra baghovedet i profylaktisk øjemed. Den holdt mig vågen, satte mig i godt humør og gav mit trætte og fraværende ansigtsudtryk et muntert anstrøg, så jeg til forveksling lignede en, der var helt med på, hvor betydningsfuldt mødet var, og hvorfor vi holdt det.

I det mindste må jeg kunne skrive den roman, jeg altid har haft lyst til at læse.

Min dagdrøm kredsede om den boghandel, jeg ville åbne, når jeg engang havde trukket mig tilbage fra arbejdsmarkedet og var kommet igennem alle de dvd’er, jeg i årenes løb har købt for ingen penge og samlet sammen til en svajende stabel ved siden af fjernsynet.

Boghandelen lå i en idyllisk landsby et sted i Danmark med et gadekær, pyntelige vatskyer på himlen og en stork om sommeren. Det var så at sige aldrig vinter. I min butik solgte jeg kun de nye bøger, der var værd at læse – resten var antikvariske perler, som jeg skaffede gennem mit verdensomspændende netværk af sære og blege bogorme. Alle indbundne bøger kostede 50 kroner og alle paperbacks 25, men derudover havde jeg selvfølgelig en række afsindigt dyre førsteudgaver på lager. De befandt sig i baglokalet, hvor jeg selv sad bag et pompøst, ormstukkent skrivebord og læste brillante nyanskaffelser, røg håndrullede cigarer og drak cognac af en sølvbeslået lommelærke, der havde tilhørt Charles Dickens, og som bar en uforståelig inskription.

Hvordan jeg samtidig skulle passe forretningen, når mine bibliofile kunder kom strømmende til fra nær og fjern, havde jeg ikke rigtig gjort mig klart. Den tid, den sorg. Men nu, hvor det i min høje alder omsider er lykkedes mig at vriste mig fri af arbejdsmarked og mødevirksomhed, og jeg har tiden, må jeg ulykkeligvis se i øjnene, at det ikke er realistisk. Det bliver aldrig bliver til noget med den boghandel. Men den var god at have på det imaginære plan.

I stedet har jeg bestemt mig til at skrive de brillante bøger selv. I det mindste må jeg kunne skrive den roman, jeg altid har haft lyst til at læse. Jeg har kigget efter den i årtier, men ingen har tilsyneladende skrevet den, og nu skal det være. Det kommer sikkert til at tage noget tid, men det skal nok blive sjovt, og jeg har tænkt mig at følge projektet tæt her på bloggen.

Så må vi se, om det også viser sig at være en dagdrøm.